Agnfisk
Til fiskeri efter forskellige arter under fx bundmede, vil vi få brug for agnfisk. Man kan anvende kunstagn, og vi vil sikkert også benytte os af en eller anden form for kombination, men agnfisk er et must.
Den mest tilgængelige agnfisk i området er sej i størrelsesordnen 25-35 cm. Heldigvis er det også den agnfisk som er mest sej og som sidder bedst fast på bait jigheads og agnkroge. Tillige er det den agnfisk som er mest eftertragtet blandt rovfiskene.
Småsejen fiskes ofte på let strømfyldt vand, på skrænter over 5-20 meter vand. Grejet er en stang med kastevægt på 30-40 gram og et passende mindre hjul som vi kender det fra det hjemlige kystfiskeri. Endeagnen kan være en pirk monteret for enden af et makrel/sildeforfang, med krogstørrelse på ca. 2/0 eller lidt større, så det er nemt at afkroge fisken når den skal aflives om hænges i galgen.
Bundmede
Metoden bundmede bruges under fiskeri efter havkat, brosme, rødfisk, lange, tærbe og de små fladfisk som ising, skærising, skrubbe og rødspætte.
Havkatten er på vandring i den periode vi er i området, så vi vil helt sikkert bruge en del tid på jagt efter store katte. Det klassiske bundmede tackel er et pater noster tackel med agnline tykkelse på 0,60mm, agnkroge i størrelse omkring 4/0, med en sej fillet på hver krog. Som lod kan bruges en pirk i størrelse 50-200 gram, alt efter forhold. De nye bait jigheads er mere enkle at bruge, hvor man skærer hovedet af sejen og monterer den på bait jighead’et og sikre sejen med en lille plastik strip. Den ene af krogene på trekrogen kan bores ind i sejen, så den ikke hænger og dingler.
Normalt fanges havkatten på større dybder over 50 meter på en sten/klipperig bund, men på det tidspunkt vi er i området vil den være at tale med på dybder mellem 10 og 30 meter og gerne på en varieret sand/stenbund i let strømvand eller i fjordene. Tacklet fires til bunden, hvor den bankes ned et par gange eller tre for at ”gøre opmærksom på sig selv” og tiltrække nysgerrige fisk. Agnen holdes roligt tæt på bunden, men engang imellem hæves stangen for at lade tacklet banke i bunden et par gange igen. Bundmede efter havkat kan være temmelig spændende. Når fisken finder agnen napper den først forsigtigt, og så gælder det om at ha’ is i maven, og vente med at gøre modhug. Man kan være udsat for at gøre mange forsøg på at kroge fisken, men så længe agnfisken er interessant vil havkatten også gå efter den.
Stang og hul skal være af den lette type pirkegrej, altså en stang som er let og stiv med arbejdsvægt op til 10-15 lbs, så man lettere kan mærke kontakten i den anden ende af linen. Da fiskene sjældent bliver over 10 kilo kan man også her bruge sit hjul som man anvender hjemme på kysten - måske med en line som er en anelse kraftigere end den man ville bruge hjemme. En slagline Ø 0,60-0,80 mm i fluocarbon kan bruges for at beskytte hovedlinen.
Metode og grej brugt til havkat er også givtigt efter brosmer.
Begge fisk er ikke de vildeste fightere, men kan blive ret så hidsige når de kommer til overfladen. Mindre fisk landes med et nakkegreb, mens større fisk landes med et greb i gællerne eller med en god gaf. Hovedet skal holdes højere en kroppen for at holde fisken i ro.
En anden art som lever ved bunden er rødfisken. Modsat havkat og brosme kommer rødfisken ikke ind på det lave vand under 50 meter etc. Rødfisken fanges oftest over 100 meter, ved enten pirkefiskeri eller medefiskeri med sejfileter. I de senere år er der fanget store rødfisk på omkring 8-9 kilo. Lange fanges også ved bundmede på de store dybder.
Grejet til fiskeri efter rødfisk og lange behøver heller ikke være så kraftigt – op til 20 lbs, men der skal være rigeligt med flettet line på hjulet – gerne over 300 meter.
De ”rigtige” bundfisk er tærber, ising, skærising, skrubber og rødspætter. De fiskes med typiske pater noster tackler, agnet med sej filet, muslinger, rejer og andet godt som har en kraftig duft. Forskelligt ”julepynt” er populært på tacklet. For tærberne er forfangslinen i Ø 0,60 fluocarbon, mens den til de øvrige arter er på Ø 0,40-0,60 og gerne selvlysende gul eller grøn.
Fiskeriet efter de ”rigtige” flade er faktisk bedst på sensommeren og i efteråret, så det er ikke sikkert at vi kommer til at bruge såååå meget tid på disse arter. På andre breddegrader er tærben mest aktiv om natten, men på det tidspunkt hvor vi er i området er det jo lyst hele døgnet!
Grejet er forholdsvis let og gerne med en stiv stang som kan mærke alle kontakterne på agnen. Cirkelkroge kan være en fordel, så der bliver sikkert bundet et tackel eller to med den type kroge.
Flynder
Fiskeriet efter flynder er helt sikkert det mest spændende. Der er testet og udviklet så mange forskellige metoder, agn og teknikker de sidste år, og vi kommer helt sikkert til at benytte flere af dem.
En populær metode er at fiske med jig mellem 1 og 3 meter over bunden med beherskede bevægelser, og engang imellem trække jiggen godt op i vandsøjlen, for at sænke den mod bunden igen. Det er vel det man kan kalde ”Big Game Pimpel”.
En anden metode er at kaste en mindre jig ud og speed jigge den ind. Man kan lad den synke til bunden og trække den ind i store bevægelser over bunden. Man kan også fiske den midt i vandsøjlen, med variation mellem store og små bevægelser.
En tredje metode er at trolle med jig eller med en dybtgående wobler. Jiggen kastes ud og hæves et par meter over bunden. Der fiskes efter dybdekurverne på søkortet, for at holde jiggen på nogenlunde samme afstand fra bunden.
Aktivt fiskede bait jigheads monteret med sej eller bare et almindeligt jighead monteret med en sej bliver også brugt. Sild og makrel kan også bruges, men de er mere løse i kødet og holder ikke lige så godt på bait jighead’ene.
Gode flynderpladser er ofte enten i vand som er påvirket af tidevandet eller lige i nærheden af vand hvor der er strøm. Bunden er ofte sandet eller blandet med sand og sten eller skær. Hvis man kan finde et lille spot med sand mellem en masse sten eller skær, så kan man være ret sikker på at der ligger mindst én flynder og hviler sig. Pladserne behøver ikke at være på særlig dybt vand – fra 10 til 50 meter som noget af det dybeste.
Flynderen er den fisk der kan variere mest i størrelse. Mindstemålet var tidligere mindre, men i dag er det på 80 cm og så kan den ellers blive flere hundrede kilo tung. Det stiller naturligvis krav til både fisker og grej. Selv en fisk på 20 kilo er en udfordring i kajakken, og jo større fisken er - jo større bliver udfordringen. Stangen bør ikke være mindre end klasse 20 lbs og gerne 30 lbs eller mere. Hjul og line skal være afstemt i samme kaliber, hvor leverdrag er langt at foretrække frem for stjernebremse.
I 2010 fangede Johan Svensson fra kajakken en flynder på 44 kilo. Johan fightede og landede selv fisken. I 2011 fangede Henrik Bolten – også fra kajak – en flynder på 75 kilo. Henrik fik hjælp til at lande fisken. Begge kajakker som blev benyttet var at typen Sit-On-Top, altså ikke ”rigtige” kajakker.
Johan med sin 44 kilos kveite fra SOT:
