fredag den 18. maj 2012

Rejse op


Vi startede med opsamling fra klokken fem om morgenen og efter lidt reorganisering af bagage på traileren kom vi af sted hjemmefra lidt over klokken seks. Vi havde morgenboller og frokostboller i bilen, og vi tankede ved  omkring hver 400-450 km. Vi kunne sagtens køre længere, men det passede fint med en benstrækker pause efter 3-4 timers kørsel.

Vi havde planlagt at køre til Örnsköldsvik for overnatning den første dag. Men da vi kunne rotere med fire mand som chauffør, og da det gik fint med at sove et par timer eller mere når man ikke var chauffør, valgte vi at køre videre.


Turen gennem Sverige er liiidt kedelig. Træer, træer og atter træer. Vi kunne uden problemer holde os til ruten, og kørte ikke forkert en eneste gang. Fredag morgen omkring klokken otte ankom vi til Karasuando på den svensk-finske grænse. Vi fik lidt morgenmand ved en landhandel og kunne konstatere at nattens kørsel var gået fint. Ganske vist så vi sne allerede fra Sundsvall, og vi havde kørt i dis og finregn fra Umeå, men vi havde ingen trafik som kunne genere os.

 Ved den finsk-norske grænse blev vi mødt af en hyggelig tolder. Han var meeeget interesseret i hvor meget alkohol vi bragte ind i Norge. Og vi havde næææste ikke for meget med. Desværre ville han lige checke bagagen på traileren, så vi måtte hive den af i regnvejret – på det tidspunkt var han ikke særlig populær. Da han kunne konstatere at vi kun medbragte forsyninger til eget forbrug, syntes han at vi kunne køre videre uden problemer, og stillede velvilligt op til fotografering.

Da vi ankom til Tromsø var det ført på eftermiddagen, så vi tog lige et smut forbi Andresens Våpenforretning – den lokale grejpusher. Og her konstaterede vi, at det er meget godt at medbringe grej hjemmefra. Bevares, de har varerne – alt hvad hjerte kan begære – men det koster kassen! Vi fik handlet et par småting og så bare videre til hytten. Lige et par kilometer inden hytten så vi et par skiløbere på fjeldet – en mærkelig fornemmelse, her i midten af maj, og når vi tænker på at vi skal ud at fiske i morgen.

På Bryggen mødte vi Per Tore – indehaver af Sjøtun Brygge – og midt i hans forberedelser til aftenens gæster blev vi introduceret til hytten, som skulle være vores hjem den næste uges tid. Vi konstaterede også, at vi var kørt gennem fire lande og var fremme på under 30 timer. Ruteplanlæggerne siger at køreturen tager 27 timer, så vi har kun holdt tank- og spisepauser i sammenlagt tre timer. Triptælleren stod på 2.293 km ved ankomst til hytten.

 Traileren blev tømt for bagage og hytten fyldt op med kassevis af tøj, udstyr og grej. Vi fik skik på sagerne og lavede aftensmad på den medbragte grill, og spiste hjemmelavet kartoffelsalat med kylling og franfurtere til. Efter aftensmaden skulle vi lige ned til vandet og se om der var noget. Og det var der: Småtorsk og sej – lige i den rette størrelse til agn.

Inden vi gik i seng fik vi lige bundet nogle forfang og snakket om de kommende dages muligheder. Vejret skulle blive ret så voldsom med stiv kuling fra SV lørdag og søndag. Ikke engang lokale småbåde tager ud i det vejr, så det er nok heller ikke noget for os i kajakkerne. Måske bliver det kun til en køretur i området, for at se på pladserne fra land, så vi ved hvor vi kan sætte kajakkerne i vandet.








6 kommentarer:

  1. Velkommen til Tromsø=) Regner med dere ikke har vært på havet i dag?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Jonas!
      Njae, havet var det ikke, men en lille vik i en stor fjord :-).

      Slet
  2. Godt at se at I havde en god tur der op. Håber på svagere vinde til jer - KNÆK og BRÆK.

    SvarSlet
  3. jeg kan se i er vel ankommet knæk og bræk med vejeret
    hilsen
    (lp) Team galler

    SvarSlet
    Svar
    1. Takker.
      Håber at sneen er væk nå i kommer herop.

      Slet