fredag den 25. maj 2012

Dritt vær

Lortevejret fortsætter tilsyneladende. Vi snakker endnu engang om mulighederne, og vælger at prøve Sommarøy igen-igen, frem for fx lufthavnen. I dag var vinden ikke sååå slem, men stadig på omkring de to cifre  m/s og med mange utilregnelige kastevinde.


Vi satser og tager ud på de pladser, hvor vi om onsdagen havde kveite kontakt. Vi driver med næsten to knob, og jigger med vores nye stingerkroge. Vi får nogle torsk inden vi når at trække agnen væk fra bunden. Ingen kveite kontakter i dag. Det er svært at fokusere på fiskeriet, når man også skal holde øje med søen og de til tider hidsige kastevinde.
Til frokost havde vi aftalt at spise hos vores vært. Per Tore Uteng driver virksomheden Sjøtun Brygge, som er et selskabslokale med tilhørende køkken, samt catering til de heldige i området. Normalt er det ikke noget han gør for sine hyttelejere, men vi må ha’ gjort indtryk på ham, siden han var villig til at gøre det for os.

Forretten var Kamchatka krabbearm, hovedretten var velhængt elg mørbrad og til dessert fik vi tiramisu. Drikkevarerne var nøje udvalgte øl, snaps, hvidvin, rødvin, kaffe, cognac og whisky. Vi startede kl. 14 og gik derfra omkring kl. 21, og vi ser tilbage på en super herre middag i uforglemmeligt selskab, med mange gode historier i bagagen.
Dennis og Rasmus havde inden første fisketur indgået et væddemål, om hvem der fangede den største fisk den dag. Dennis vandt og Rasmus tabte. Taberen skulle hoppe i vandet – uden tørdragt. Finn fik under middagen overtalt Rasmus til at hoppe i baljen, ved at sige at han også ville gøre det, hvis Rasmus ville gøre det nu. Den var Rasmus med på, og så hoppede de begge i vandet fra Sjøtun Brygge.

Oprindeligt havde vi planlagt en aftentur i kajakken. Efter indtagelse af rigelige mængder alkohol sprang vi over til plan B, som var en stille og rolig aften i hytten.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar