torsdag den 24. maj 2012

Kystfanget ising til middag

I dag havde nok alle en krop som mest af alt havde behov for at restituere, så der blev sovet længe. Vi stod op til kraftig vind fra SØ, selv om vejrudsigten sagde SV. Inden vi kom i tøjet var vinden frisket yderligere op.


Vi besluttede os for at tage til Sommarøy igen, vel vidende at det kunne være umuligt pga vinden. Fremme på pladsen stod vi ud af bilen og gik ud til en pynt, for lige at se nærmere på forholdene. Vi skulle gå lavt for ikke at blive blæst væk, og stod man oprejst skulle man læne sig op ad vinden.
Det blev en dag med køreture rundt i området, for at se på nogle af de mange andre muligheder, som vi måske kan bruge en anden gang vi kommer herop. Grøtfjorden er flot, og forholdsvis tæt på Vengsøya. På en dag med god svag vind vil vi sagtens kunne ro fra Grøtfjord til Vengsøya og tilbage igen – i dag ville det være en sikker enkeltbillet.

Til aften skulle vi ha’ ising, så Dennis og Rasmus tog hen på pynten med sandbund, og smed nogle forfang ud, agnet med sildestrimler og rejer. På kort tid havde de snuppet tre fede isinger. Mens de var ude med snøren, nappede Bjarne en sæk blåmuslinger fra bredden ved hytten, så der var noget til dessert.


Under middagen snakkede vi om morgendagens muligheder, så vi håber på lavere vindhastighed end de 14-18 m/s som vi var udsat for i dag. Og så vil vi gerne prøve vores nye kveite teorier af i praksis.

Vi ser rigtig mange dyr og fugle, hvor kronen på værket hidtil har været et par havørne. Derudover har vi set sneharer – eller snare vårharer, nu her hvor de skifter pels. Rensdyr er der overalt - også med nyfødte kalve, og marsvin ser vi på stort set hver tur. Ræven lusker rundt i området hvor vi bor, og odderen var også ude og rumstere i havstokken lige neden for hytten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar